Om familierådgivning

Familierådgivning kan bidrage til, at I får et mere harmonisk og mindre konfliktfyldt familieliv gennem øget indsigt i jeres børns, jeres partners og jeres egne behov, ønsker og reaktioner. Dermed får I et nyt blik på, hvordan I kan forholde jer til udfordringerne i jeres familie og tage vare på hinanden.

Udfordringer, der kan arbejdes med i familierådgivning, kan eksempelvis være:

• Konflikter mellem jer og jeres børn eller børnene imellem
• Konflikter mellem jer forældre omkring tilgangen til jeres børn – både hvis I bor sammen eller hver for sig.
• At jeres barn slår eller bider, når han/hun bliver frustreret
• At jeres barn fremstår meget følsomt og nemt bliver ked af det
• At jeres barn ikke trives hjemme, i dagsinstitutionen eller i skolen
• At I skal skal skilles og er i tvivl om, hvordan I bedst muligt tager hånd om jeres børn i processen
• At I skal eller er flyttet sammen og har brug for sparring i forhold til, hvordan I bedst håndterer det i forhold til mine, dine og vores børn.
• At I ofte bliver frustrerede eller irriterede på jeres børn.
• At I føler jer magtesløse i forhold til jeres børn.

---

Hvordan foregår familierådgivningen?

Første familierådgivning er kun for familiens voksne. Vi vil her blive klogere på, hvad I ønsker at få ud af familierådgivningen, hvilke udfordringer I oplever, hvilke tilgange I har prøvet, og hvad resultatet af dem har været. Vi vil desuden komme omkring jeres daglige familieliv – herunder også hvad der fungerer godt i jeres familie.

Med afsæt i jeres beretninger og med respekt for jeres dybdegående kendskab til jeres familie og børn, vil jeg præsentere jer for mulige vinkler på, hvordan udfordringerne kan anskues, og ideer til, hvordan I konkret kan forholde jer til udfordringerne.

I familierådgivningen lægger jeg særligt vægt på, at vi som voksne prøver at forstå, hvad der foregår inde i barnet – herunder hvad der for jeres barn forårsager bestemte reaktioner, hvad barnets logik kan være, og hvilke uopfyldte behov, der kan ligge til grund for dets adfærd.

Antallet af sessioner kan til dels afhænge af omfanget af udfordringerne i jeres familie. Har I blot en enkelt udfordring i jeres familieliv, som I har behov for at få nogle nye vikler på, vil 2-3 sessioner sandsynligvis være tilstrækkeligt. Dog afhænger antallet af sessioner også af, hvor dybdegående I ønsker at udvikle på jeres familieliv.

I nogle tilfælde – og afhængigt af barnets alder og modenhed – vil det give mening, at barnet deltager i familierådgivningen. I andre tilfælde kan det være relevant, at jeg observerer jeres barn og samspillet mellem jer i jeres hjem med henblik på at kunne guide jer optimalt.

Såfremt vanskelighederne udspiller sig i andre sammenhænge end familielivet – fx i skolen eller daginstitutionen – kan jeg også tilbyde at deltage i netværksmøder med henblik på at støtte jer i samarbejdet med de professionelle omkring jeres barn. Jeg vil her kunne understøtte 1) at jeres barns perspektiv bliver hørt, 2) at de professionelle agerer relevant i forhold til udfordringerne, samt 3) at jeres barn får adgang til relevante tilbud.

---

Tavshedspligt

Jeg vil i familierådgivningen skabe en ramme, hvor I føler jer trygge til at tale om jeres udfordringer, hvilket selvsagt kan være meget sårbart. Grundstenen i denne ramme er, at jeg har tavshedspligt. Det betyder, at hvad I deler i familierådgivningen bliver i det rum, og at jeg således ikke videregiver det til nogen.

Såfremt I inviterer mig til at deltage i et netværksmøde eller øvrige samarbejdsfora omkring jeres barn, vil vi forinden specifikt aftale, hvilke oplysninger jeg henholdsvis må og ikke må dele.

I lighed med alle andre fagpersoner, der arbejder med børn – lærere, pædagoger, psykologer, etc. – er jeg underlagt underretningspligt. Det vil sige, at jeg har pligt til at underette myndighederne, hvis jeg eksempelvis bliver bekendt med, at et barn udsættes for fysiske eller sensuelle overgreb, jf. Servicelovens § 153, stk. 3.

• 

Ved Cecilie Kondrup, Cand.pæd.pæd.psyk.

Cases

Caroline på 9 år trivedes generelt godt, men forældrene oplevede, at Caroline fik voldsomme følelsesudbrud, når forældrene bad Caroline om at hjælpe til derhjemme, fx at tømme opvaskemaskinen. Caroline råbte, græd og var ofte ulykkelig resten af dagen. Caroline gik 4-5 gange ugentlig gik til fritidsaktiviteter, hun havde dagligt havde legeaftaler, og familien havde ofte planer i weekenderne. Vi talte om, at Caroline muligvis havde for travl en hverdag, hvilket gjorde at læsset væltede for hende, når forældrene stillede krav til hende. Vi aftalte derfor, at forældrene skulle begrænse omfanget af Carolines legeaftaler, reducere familiens weekendplaner, samt skrue ned for kravene i nogle uger. Caroline blev først meget vred over, at hun ikke måtte have legeaftaler hver dag, men efter et par uger lod hun til at trives med at have lidt alenetid. Og da forældrene efter nogle uger igen begyndte at bede Caroline om at hjælpe til med opvaskemaskinen, gjorde Caroline det uden nævneværdige protester.

Anton på 7 år var meget glad for at spille brætspil, men han havde meget svært ved at tabe. Når han tabte (eller var ved det), smed han med brikkerne, skubbede til bordet, væltede stole, samt råbte skændselsord og græd ulykkeligt. Forældrene havde forsøgt sig med at afslutte spillet, hvis der var optakt til et udbrud og med at lave aftaler med Anton om at beherske sig, men lige meget hjalp det. Anton fortsatte med sin udbrud, og forældrene ville nu ikke længere spille med Anton. Vi talte om, at Anton ikke selv var herre over sine udbrud, hvorfor det ikke ville være muligt at lave aftaler med ham om at ændre adfærd. Jeg anbefalede, at de igen begyndte at spille og forsøgte at rumme hans udbrud, dvs. lade ham rase og græde, samt trøste ham, når han var parat til det. Det holdt hårdt for forældrene, men efter en månedstid klingede Antons udbrud langsomt af. Ved at rumme Antons udbrud, udviste forældrene accept og forståelse for Antons frustration fremfor at gøre den forkert. Det hjalp Anton til selv at rumme sine frustrationer og muliggjorde, at han kunne handle anderledes.

Forældrene var ved at gå ud af deres gode skind over de utallige konflikter mellem Liva på 3 år og Andrea på 5 år. De oplevede, at deres familietid primært gik med at løse konflikter, og særligt var de bekymrede over Andreas voldsomhed overfor Liva. Den måde forældrene primært agerede i konflikterne var ved at skille pigerne ad og skælde ud på Andrea over hendes voldsomme adfærd. Vi talte om en anden måde at gå til konflikterne, hvor forældrene først trådte til, når pigerne kaldte på dem eller græd højlydt. Desuden at de undlod at dømme i konflikten, men derimod blot trøstede pigerne, lyttede til deres forskellige versioner af konflikten. Allerede efter en uge, oplevede forældrene, at Andreas voldsomhed overfor Liva aftog. De oplevede, at pigerne blev bedre til selv at løse deres uenigheder, og at de nu kunne have nogle gode lege sammen. Der var fortsat en del konflikter, men de var faldet i både antal og intensitet.